Kategoriarkiv: Barselsgave

Hæklet suttesnor med pyntebånd

Du skal bruge:
Hæklenål nr. 3
2 forskellige farver bomuldsgarn
Selespænde 25 mm
Pyntebånd

Lav 50 luftmasker på hæklenål nr. 3.
Lav 1 ekstra luftmaske til at vende med, dvs. 51 luftmasker.
Hop en luftmaske over, så du starter i nr. 2 luftmaske fra nålen. Hækl fastmasker i alle 50 luftmasker. Slut af med at hækle 2 fastmasker i sidste luftmaske.

Du skal nu hækle rundt. Start med at hækle 2 fastmasker i første luftmaske. Slut rækken af med at hækle 2 fastmasker i sidste luftmaske. Du har nu hæklet den 1. omgang.

2. omgang:
Start med at hækle 1 luftmaske. Hækl 2 fastmasker i 1. fastmaske. Hækl derefter 1 fastmaske i de næste fastmasker, indtil du når næste runding.

Der er 3 fastmasker rundt i rundingen (se billede over). Hækl 2 fastmasker i den 1. fastmaske, 1 fastmaske i 2. fastmaske og 2 fastmasker i 3. fastmaske. Du har nu hæklet rundingen.
Fortsæt med at hækle 1 fastmaske i hver fastmaske. Slut af med at hækle 2 fastmasker i 2. sidste maske og 1 fastmaske i sidste maske. Du har nu hæklet 2. omgang.

3. omgang:
Skift farve.

Start med at lave en luftmaske. Hækl dernæst 2 fastmasker i 1. fastmaske. Fortsæt som de øvrige omgange med at hækle 1 fastmaske i hver fastmaske, indtil du kommer til rundingen.

Rundingen består af 4 fastmasker (se billede over). I den første af de 4 fastmasker hækles 2 fastmasker. I nummer 2 hækles 1 fastmaske.

Nu skal ringen hækles, som skal trækkes over suttens ring. Dvs. der hækles 15 luftmasker.
Derefter hækles 1 fastmaske i 3. fastmaske (ud af de 4 fastmaske i rundingen) og 2 fastmasker i 4. fastmaske. Du er nu færdig med at hækle rundingen og ringen.

Hækl 1 fastmaske i hver fastmaske, indtil der er 2 fastmaske tilbage. Hækl 2 fastmasker i 2. sidste fastmaske og 1 i sidste fastmaske. Saml den yderste kant med en kædemaske og klip snoren.

Nu hæftes alle ender undtagen den orange snor i modsatte ende af luftmaskeringen, da den bruges til at sy selespændet fast med.

Klip et stykke bånd i passende længde med plads til ombuk.
Sæt det fast med nåle. Jeg sætter nålene på langs, da jeg synes, det holder bedre på det smalle bånd. Sy båndet fast på symaskinen. Nu mangler du kun at sy selespændet på.

Strikket elefanthue

For et par år siden strikkede jeg denne hue til en veninde i barselsgave. Sidste vinter fik jeg så en MMS med beskeden om, at elefanthuen kunne bruges endnu en vinter, selv om den er strikket i en størrelse 3-6 måneder. Her har ribben altså en fantastisk effekt i at kunne give sig!

Opskriften er fra Drops Design og hedder ‘Little Knight’.
Se også linket her.

Foldede stjerner af papir

Stjerner hører vel julen til… Disse faldt jeg over i julenummeret fra Burda denne jul, men vælger man papir, der ikke lige er så julet, synes jeg godt, at de kan blive hængende lidt længere… Bedøm selv!

Klip to lige store kvadrater og fold dem lodret, vandret og diagonalt.

Mål næsten halvvejs ind til midten. Her skal du klippe ind i alle fire sider.

Når du har klippet, foldes siderne ind, så der opstår en spids i hvert hjørne.

Derefter lægges de to indfoldninger over hinanden, og der limes.
På den måde opstår stjernespidserne.

Den ene side af stjernen.

Fold derefter det andet stykke papir og til sidst limes stjernedelene sammen.

Det kan være en god idé at bruge noget lidt tykt lim, for at stjernedelene kan nå sammen. Hold på dem sammen til limen er tørret.

Det færdige resultat! Nu mangles der kun at sættes en tråd i til ophæng.

Ugler på snor

De sidste aftener er gået med at hækle disse små ugler til en barselsgave.

Nu er de afleveret, og jeg savner dem allerede – men så er det jo dejligt at tænke på, at de kan få et lille væsen til at smile…

Uglerne er hæklet med inspiration fra denne opskrift – klik her