Kategoriarkiv: Syning

Tip til babyalarmen – igen!

Et forsinket godt nytår til jer alle!
Ja, jeg er her endnu! Dagene er bare fløjet af sted, så jeg har slet ikke haft tid til at blogge. Nå, men her kommer min nye opfindelse, som jeg bruger hver eneste dag, når sønnen skal puttes i barnevognen…

Hvor lægger man lige babyalarmen i barnevognen? Man vil jo nødig lægge den lige op af barnets hoved, og lægger man den på dækkenet, er der fare for, at alarmen falder ned, eller det regner på den. Jeg satte hovedet i blød og kom frem til denne lille pose…

Det er jo vigtigt, at baby-uniten kan betjenes og ses, mens den ligger i posen. Samtidig skal den jo også kunne opfange lyde (vigtigst af alt!), så derfor er forsiden af posen hvidt tyllstof. Bagsiden er almindelig bomuldslærred og i toppen er påsyet en seleclips, så den kan sættes fast i kanten på barnevognskalechen.

For mig virker den, som den skal! Det er nemt lige at putte baby-uniten i posen, når det er sovetid, og den opfanger lydene, som den skal, selv om den ligger i posen.

Posen måler ca. 13×8 cm. Den passer til en Neonate Babyalarm.

Styr på høretelefonerne!?

Hvad gør man lige med de der høretelefoner? Jeg har dem for det meste med mig, da jeg bruger dem i bilen. Så skal de enten ligge løst i tasken og blive viklet ind i alt muligt eller pakkes i den indviklede indpakning, som de kom i… Nej, høretelefoner skal være nemme at tage op af tasken, så de hurtigt kan komme i ørerne!

Det, du skal bruge, er blot:
1 stykke filt
1 stort, bredt drikkeglas
saks
broderigarn
1 nål med spids

Find et glas i passende størrelse. Mit glas målte 9 cm i diameter.

Tegn rundt om glasset med kulepen og klip 2 ens cirkelformede stykker filt. Klip den ene cirkel over på midten.

Sy med stikkesting i hånden hele vejen rundt og vupti – du er færdig!

Hvor er du, babyalarm?

sender + modtager = babyalarm

Det vil sige to ting, som ikke gerne skulle blive væk fra hinanden. Indtil nu er de blevet proppet ned i den store taske med alle babytingene eller lagt i kravlegården sammen med alt det andet. Til tider er det muligt at finde den ene, men umuligt at finde den anden. Derfor måtte de få deres egen pose i håbet om, at de vil blive mere forenelige…

Walkie talkierne er broderet på med symaskinen i fri hånd med neonfarvet sytråd.

Snoren har jeg selv lavet ved at flette med 4 stykker bomuldsgarn – også kaldet ridepiskfletning. Posen måler ca. 17 x 16 cm.

Oprydning i gemmerne #1

I dag blev der endelig taget hul på oprydningen! Vi har en del flyttekasser stående med alt muligt godt og uundværligt selvfølgelig, men af og til må man jo få ryddet ud i alt det, som man får samlet til huse. Og ja, der dukkede en hel del interessant frem, som jeg havde glemt alt om! Fantastisk man sådan kan føle sig beriget med ting, man allerede har!

I gemmerne dukkede blandt andet disse luffer op. De er lavet ud af en stor uldtrøje, som jeg engang købte i en genbrugsbutik. Jeg valkede den i vaskemaskinen ved 40 grader, og efterfølgende syede jeg disse luffer af hvert ærme. Helt genialt! Ideen er fra bogen ‘Kunsten at slagte en trøje’ af Anna-Stina Linden Ivarsson, Katarina Brieditis og Katarina Evans.

Bemærk logoet! Royal Greenland! Så vidt jeg husker, var trøjen også ret sømandsagtig…

Denne bog er fantastisk inspirerende! Mon man skulle på udkig efter flere uldtrøjer i genbrugsbutikken?!

Tasken på armen

Så tog den lille fyr sig en god lang lur, og jeg fik tid til at sætte sig ved symaskinen og gøre en idé til virkelighed.

Når man er på farten, og man skal ud og ind ad bilen med en baby på armen, tænkte jeg, at det ville være smart med en taske, som netop lige kunne hænges om håndledet, når hænderne er fulde. Den skulle derfor kunne rumme det vigtigste som pung og telefon samt det løse. Og så skal den selvfølgelig have en passende strop til armen.

Tasken er syet i sort kunstlæder. Foeret er fra en herreskjorte, og lynlåsen lå i min mors gemmer. Stroppen i pink, som holder ringen, er endda fra en Pieces-bærepose. Genbrug er skønt!

Nu skal jeg bare lige have fundet noget passende pynt til lynlåsen, så den får det sidste pift.

Her er en fin guide til, hvordan man laver afslutningen omkring lynlåsen. Klik her!

Kunstlæderet og foeret er syet sammen fra taskens indvendige side, hvor der efterfølgende er syet et skråbånd på for at afslutte kanten pænt. Jeg synes, at skråbåndet er en ret fin detalje.

Udsigt til stjerner

Her kommer lige en barnevognskæde mere… Denne version er med bindebånd og kan således monteres flere steder.

Jeg er vild med faconen på disse stjerner! Jeg kan godt lide deres buttede form og deres bløde, runde spidser. Egentlig hører de sig måske julen til, men jeg synes nu, at de er blevet ret søde i de farverige stoffer – og slet ikke juleagtige.

Mønstret er uden sømrum.

Jeg har flettet en snor i beigefarvet bomuldsgarn med teknikken ridepiskfletning, hvor man strikker med 4 snore. Jeg har syet stjernerne på snoren/fletningen med ca. 11 cm mellemrum.

Så er der lidt mere at kigge på fra barnevognen eller autostolen – og hvis en lille nysgerrig hånd skulle få fat i dem, klarer de også det…

Et tæppe til sutten

Der findes så mange fine sutteklude og sansepuder til babyer. Små tæpper der fungerer som krammebamser til hyggestunder. Da jeg faldt over noget blødt stof i min mors skab, fik jeg lyst til at lave min egen version. Så må vi se, om den kommer til at fungere efter hensigten…

En vigtig funktion synes jeg er, at sutten kan sættes fast på tæppet. Derudover kan jeg godt lide små knuder i hjørnerne, da de giver en god afslutning på kvadratets hjørner og samtidig må de være gode at nuldre med.

Zebraen har jeg applikeret på. På bagsiden har jeg broderet i hånden.

Kvadratets størrelse er ca. 22×22 cm (ekskl. sømrum). Stofknuderne i hjørnerne er lavet af små pølser med en længde på ca. 12 cm (inkl. sømrum). Båndet til sutten i øverste venstre hjørne er syet af et smalt stykke stof, hvorefter en lille tryklåsknap er påsat.

Værktøj i babystørrelse

Når man skal vokse op på en bondegård, er der visse redskaber, man må lære at kende lige fra starten!

Der findes så mange fine rangler, og hvorfor så ikke lave dem som værktøj, når man bor på landet. Uanset om det bliver en dreng eller en pige, vil værktøjet helt sikkert blive præsenteret på et andet tidspunkt i barndommen 🙂

Du skal bruge:
Papir/mønsterpapir
Bomuldslærred
Bånd
Bjælde
Vatfyld

Til at starte med tegnede jeg formen på værktøjet på papir. Derefter tegnede jeg det over på mønsterpapir.

Dernæst lagde jeg mønsteret på stoffet, satte nåle i og klippede.

Jeg satte et lille stykke bånd i enden af hvert stykke værktøj, så de evt. kan sættes i en lille ring.

Sy rundt i kanten med stikkesting på maskine. Zig-zag også kanterne sammen, så det holder lidt bedre. Lad et stykke være åbent, så du kan fylde den ud med vat. Vær opmærksom på at det skal være stort nok til, at du kan få bjælden ind igennem åbningen.

Sørg for at bjælden er beskyttet af vat ved at pakke et tyndt lag omkring den, inden du putter den ind i værktøjet. Placer den der, hvor du synes der er mest plads.

Indtil videre en skruetrækker, hammer og sav – dette er blot begyndelsen til en lille værktøjskasse!

Hjemmesyet pusletaske

Denne type pusletaske er ren retro! Den minder mig om tiden, hvor velour og fløjl var højeste mode. Jeg kan se den for mig i brune og bordeauxrøde farver med et kantebånd i småt blomstret stof…

Nu har jeg forsøgt at lave min egen version af pusletasken – og ja, jeg tror, at jeg bliver rigtig glad for den. Der må vel være grunde til, at denne type stadig ses brugt blandt veninder, og at der stadig kan findes mønstre på den… Så jeg satser på, at den er ret praktisk!

Inspirationen til mønstret og størrelsen har jeg hentet fra Stof og Stil. Jeg har tilsat mit eget præg i form af ekstra lommer og påsyede elefanter.

Klappen over tasken er lavet efter eget ønske. Jeg har sat en lynlås i, så den kan rumme småting, som ikke må falde ud.

Elefanten har jeg applikeret på. Den har fået en lille knap som øje.

Så er den klar til at blive fyldt op med babytøj, bleer og en helt masse andet, som den lille ny kan få brug for på farten 🙂

Pindsvin for pilfingre!

Dette pindsvin er til små nysgerrige øjne og fingre. Jeg har set mange bud på sansepuder i forskellige udformninger. Nu ville jeg selv prøve at sy en…

Barslen er begyndt, og hvad er ikke mere passende end at anskaffe sig bogen ‘Redebygning for begyndere’ af Nicoline Olsen og Kristina Fjeldgren Beyer. Den har blandt andet givet mig inspiration til dette pindsvin. Jeg har dog ændret en del i formen og udseendet fra bogen, da jeg syntes, den skulle være mere farverig. Jeg har blandt andet tilføjet applikation og broderi.

Først klippede jeg to stykker i bomuldsstof og forsøgte mig efterfølgende med at lægge bånd på.

På den ene side syntes jeg, at pindsvinet skulle have en lille en inde i maven. På den anden side broderede jeg et P samt en pære.

Sørg for at sy alt godt fast, så den lille ikke kan rive det af.

Jeg syede med stikkesting rundt i kanten, for at båndene rigtig kom til at stritte, og dernæst fyldte jeg den med vatfyld.

Nu er pindsvinet klar til at stikke 🙂