Hæklet etui til solbrillerne

Egentlig er jeg ikke så god til at bruge solbriller. Måske er det, fordi jeg ikke rigtig kan vænne mig til at have dem på, eller at jeg bare synes, jeg ser lidt mærkelig med briller på. Men disse solbriller er jeg faktisk ret glad for, og de sidder godt på næsen, dog det er et par forholdsvis billige solbriller. Derfor skal de også have et etui. Projektet har ligget længe, men nu blev jeg endelig færdig – også inden sommeren går helt på hæld.

Jeg er ret vild med basket weave-effekten og samtidig bliver etuiet kraftigt. Det kan selvfølgelig ikke holde til, at man sætter sig på det. Så knækker solbrillerne nok, men det kan beskytte mod mange ting nede i en dametaske 🙂

Opskrift
Bomuldsgarn
Hæklenål #3

Start: hækl 53 lm + 2 vm. Vend arbejdet.

1. række: Start i 2. lm fra nålen. Hækl 53 stgm.

2. række: Hækl 2 lm. Nu hækler du rundt om stgm foran eller bagom. Start i 2. stgm, da den første stgm er en kantmaske. Hækl nu skiftevis 4 stgm rundt om stangmasken foran og bagom. Afslut med 1 stgm modsat (kantmaske). Du kan evt. se denne video på youtube, som forklarer teknikken.

Fortsæt således.

Hækl 33 rækker eller til det er stort nok til at nå rundt om dine solbriller.

Fold det hæklede stykke på midten. Hækl sammen med fm ned langs siden, rundt om hjørnet og i bunden.

Nu skiftes til ny farve, og der hækles en kant med krebsemasker tilbage til åbningen.

Hæft alle ender.

Redesign – fra cowboybukser til taske

Jeg er vild med cowboybukser – både at have på, men også at sy i, når de er for udslidte. Det er et meget holdbart materiale og let at styre på symaskinen. Derfor er det også oplagt at brodere med symaskinen på cowboystof. Det rykker sig ligesom ingen steder.

Herhjemme bliver aflagte cowboybukser altså ikke smidt ud! De bedste af dem kommer selvfølgelig på genbrug, men de, som er så slidte, at de har fået huller her og der, bliver klippet og syet om. Det er derfor efterhånden blevet til en del tasker af cowboystof.

Da Mads skulle i dagpleje, syede jeg en taske til ham til overtøj mv. Her broderede jeg en støvle på, fordi det simpelthen er så sjovt at brodere på maskine! Jeg har et indre billede i hovedet, og så syer jeg bare derudad, og resultatet bliver for det meste tilfredsstillende 🙂

Derudover har jeg også syet en til mig selv. Den har foer i og en masse lommer indeni.

Nu har jeg også syet en til Kirstine, som også er tiltænkt til dagplejen. Den god stor og har 2 lommer udenpå.

Grød to go!

Jeg er så vild med grød og laver det gerne hver morgen, men når det bare er mig selv, der skal op og ud ad døren, bliver det ikke rigtig til noget. Nu har jeg så opdaget grød-to-go, og jeg er allerede mega fan! Jeg blander alle ingredienser hjemmefra i et lille syltetøjsglas, tager det med på arbejde, hvor jeg koger vand og hælder på, rører rundt og vupti – lækker grød!

>

Her er min opskrift, som dog er ret meget på slum… Så prøv dig frem med det du allerbedst kan lide! Det kan klart anbefales!

Du skal bruge et syltetøjsglas. Rør alle ingredienserne sammen i glasset. Sæt låg på og tag det med i tasken. Hæld kogende vand på og rør rundt, når det skal spises.

  • 1 dl havregryn
  • 1/2 dl boghvedegryn eller hirseflager
  • 6 mandler
  • 6 nødder
  • 1 spsk hørfrø
  • 1 spsk græskerner
  • 1 spsk solsikkekerner
  • 6 rosiner
  • 1/3 tsk kanel
  • 1/3 tsk stødt ingefær
  • 1 spsk akaciehonning

Som sagt kan man skifte gryn, kerner og tørret frugt ud med det, man har lyst til. Det samme med hensyn til krydderier.

Hæklet stoppenåle- og markørholder

Denne lille hæklet firkant er ret så simpel og tilmed så anvendelig! Den er blevet en fast del af mit hæklegrej, da den holder styr på mine stoppenåle og markører. Her har du opskriften, hvis du har lyst til at have sådan en lille lap blandt dit grej!
God fornøjelse!

Den måler 7×4,5 cm.

Du skal bruge
Hæklenål nr. 3
Bomuldsgarn
Stoppenål

Opskrift
Slå 17 lm op. Vend arbejdet.

1. rk.: Start i nr. 2 lm fra nålen. Hækl 1 fm i hver fm. 16 m. Vend med 2 lm.

2. rk.: 1 stgm i første fm. [Hækl 1 lm, spring næste fm over, hækl 1 stgm.] Gentag [] indtil du når til den næstsidste fm. Hækl 1 stgm i sidste maske. Vend med 1 lm.

3. rk.: Hækl 1 hstgm i de næste 2 stgm. [Hækl 1 hstgm om lm. Hækl 1 hstgm i stgm.] Gentag [] rækken ud. 16 m. Vend med 1 lm.

4.-7. rk.: Hækl 1 hstgm i hver maske. 16 m. Vend med 1 lm.

Du kan nu vælge at bryde garnet og hæfter ender eller hækle en kant rundt med krebsemasker.

©2018 Maren Houl // husbehou.dk
All rights reserved.
Opskriften er kun til privat brug.
Du må hverken sælge opskriften eller sælge det, du hækler ud fra den.

Styr på garnnøglerne!

Jeg er så glad for min hjemmesyet taske til garnnøglerne. Nu er det slut med, at de triller ned på gulvet og bliver snavset til. Og så kan den nemt være i en taske, hvis man skal et sted hen, hvor man lige kan hækle eller strikke lidt! Så smart!

Jeg har valgt at sy tasken i 2 lag stof. Her har jeg brugt cowboystof som foer for at gøre tasken mere stiv. Jeg er startet med at klippe alle delene ud og efterfølgende applikeret dem sammen diagonalt og i kanten, så jeg har kunnet styre det, når jeg har syet delene sammen.

Mål (inkl. sømrum)

Bund (yderstof + foer/cowboystof):
En cirkel med en diameter på 18 cm og en omkreds på 56,5 cm.

Side (yderstof + foer/cowboystof):
Et rektanglet stykke stof med en højde på 23 cm og en længde på 56,5 cm.

Topstykke/låg/åbning (kun yderstof):
Et rektangulært stykke stof med en bredde på 12 cm og en længde på 56,5 cm.
3 cm (i bredden) bukkes om til en løbegang.

Strop (kun yderstof):
40 x 7 cm

Derudover skal du bruge et stykke bomuldssnøre, en snorstopper og skråbånd.

1. Sy sidestykket sammen på den korte led. Pres syningen med strygejernet og stik med stikkesting på hver side af syningen.
2. Sæt bundstykket på sidestykket med nåle. Sy bundstykket på. Pres syningen med strygejernet.
3. Sy stoffet til stroppen sammen på den lange led og vend retsiden ud. Fold enderne rundt, så de er skjulte og sy stroppen på tasken.
4. Lav en løbegang på topstykket ved at bukke 3 cm om. Sy stykket sammen på det korte stykke. Husk åbning til snøre. Sæt topstykket fast med nåle i toppen af tasken vrang mod vrang og sy det fast. Sæt efterfølgende skråbånd på.
5. Til sidst trækkes snøren igennem løbegangen og snorstopperen sættes på.

Så er du klar! God fornøjelse!

Bløde trekanter

Min mor har strikket dette lækre babytæppe til lille K. Det er så lækkert, og vi bruger det rigtig meget – både i barnevognen, på legetæppet og i bilen. Mønstret er enkelt og simpelt, og det kan jeg virkelig godt lide. Opskriften kan du finde på bloggen Hvadbiertænker.

Tæppet har hun strikket i det blødeste Sandnesgarn.

Og ja, hun er allerede gået i gang med et mere, da hun synes Mads også skal have et 🙂

En dejlig søndag

Så er lille Kirstine blevet døbt og hvilken dejlig dag! Endnu engang havde vi pyntet op i stalden med blomster og lys. Så dejligt at familie og venner træder til og hjælper, når der skal være fest. Min mor og mormor var kommet med blomster fra deres egne haver, og godt nok er jeg kreativ, men synes ikke lige blomster er min spidskompetence… Det er de til gengæld eksperter i – se bare!

På kaffebordet var blandt andet denne meget lækre sommerlige kage fra Mum22boys med frisk frugt på toppen. Og som hun også skriver, er den et hit!

Dåbskjolen har været i familien i mange år, og den har de fineste blonder og broderier. Min oldemor stod for at brodere alle navnene på kjolen på de børn, som blev døbt i den. Senere hen overtog min mormors søster, men derefter var der ingen til at overtage. De har derfor spurgt mig, om jeg vil! Jeg har ikke broderet ret meget, men jeg blev alligevel meget beæret over at blive spurgt og samtidig lidt angst for ikke at kunne levere varen. Mine forgængere har trods alt været noget mere erfarne i at brodere!

Jeg har nu broderet Mads’ navn på, og jeg er faktisk blevet ret godt tilfreds. Det er resten af familien heldigvis også, så nu skal jeg i gang med de næste navne 🙂

Siden sidst… 

… er der sket noget meget stort her på gården. Vi er blevet forældre igen og denne gang til en lille pige! Så skønt!

Vi kendte ikke kønnet på forhånd, så det var ekstra spændende til sidst! Så med en lille pige i huset nu er produktionen af små kjoler og lyserøde nørklerier rigtig gået i gang 🙂

Det er blandt andet blevet til denne lyserøde elefant. Jeg synes, denne model er så nuttet, så den måtte jeg bare hækle!

Opskriften på elefanten kan du finde hos Lityfa

Hæklet pung til sygrejet

Min mor strikker rigtig meget, og det nyder både store og små godt af i familien. Her i maj har hun fødselsdag, og så er det jo også mors dag. I den anledning syntes jeg, hun skulle have en lille hjemmelavet ting den anden vej. Hun ønskede sig en lille spids saks til sykurven, så hvad var ikke mere oplagt end en lille pung til at holde styr på alt sygrejet – saks, stoppenåle, målebånd mm.

Det blev til denne lille boble-pung. En version af den tidligere lille pung med boblemasker, som jeg har lavet. Denne her måler ca. 20×8 cm.

Opskrift

Hæklenål nr. 3
3 farver bomuldsgarn
Lynlås minimum 18 cm

Start med at hækle 40 lm + 1 lm til at vende med. Dvs. 41 lm i alt.

1. omg.: Begynd med at hækle 2 fm i 2. lm fra nålen. Fortsæt med at hækle 1 fm i hver lm til sidste lm. I sidste lm hækles 2 fm. Nu hækles der rundt ved at hækle 2 fm i samme lm som før (den du lige hæklede 2 fm i). Hækl 1 fm i hver lm til du kommer til den sidste lm (der hvor du startede omgangen med at hækle 2 fm i 2. lm fra nålen). Afslut omgangen med at hækle 2 fm i denne lm. I alt 84 fm.

2. omg.: Tag ud på samme måde som på 1. omg. I alt 88 fm.

3. omg.: Tag ud på samme måde som på 1. og 2. omg. I alt 92 fm.

4.-6. omg.: 1 fm i hver fm.

7. omg.: 1 bm (boblemaske), 1 fm. Fortsæt således hele omgangen rundt.
8. omg.: 1 fm i hver maske.
9. omg.: 1 bm, 1 fm. Fortsæt således hele omgangen rundt.
10. omg.: 1 fm i hver maske.
11. omg.: 1 bm, 1 fm. Fortsæt således hele omgangen rundt.
12. omg.: 1 fm i hver maske.

Skift farve.

13. omg.: 1 bm, 1 fm. Fortsæt således hele omgangen rundt.

Skift farve.

14. omg.: 1 fm i hver maske.
15. omg.: 1 bm, 1 fm. Fortsæt således hele omgangen rundt.

16. omg.: 1 fm i hver maske.
17. omg.: 1 bm, 1 fm. Fortsæt således hele omgangen rundt.
18.-21. omg.: 1 fm i hver maske.

Afslut med 1 km (kædemaske). Hæft alle ender.
Til sidst syes lynlåsen i med sytråd.

©2018 Maren Houl // husbehou.dk
All rights reserved.
Opskriften er kun til privat brug.
Du må hverken sælge opskriften eller sælge det, du hækler ud fra den.

Mors hjemmelavede flødeis

Denne is er og bliver et hit i vores familie. Nok fordi den er med rigtig fløde og virkelig nem at lave. Desuden kan den varieres med utallige smage!

Min mor har opskriften fra kogekonen Lis fra Dørken, som lavede maden til min barnedåb og selv samme opskrift blev brugt til mit bryllup! Så noget kan den!

Grundopskrift
4 hele æg (evt. pastauriserede)
1 kop sukker (1 1/2 dl)
1 liter fløde

Giver ca. 4 liter is.

Forslag til variationer:

  • vaniljesukker
  • hakket chokolade – hvid, lys, mørk
  • revet marcipan
  • hakkede Daimstykker
  • hakkede nødder – valnødder, hasselnødder
  • bær – jordbær

Pisk æggene og sukkeret sammen til det er lyst og luftigt.
Pisk efterfølgende fløden stiv.

I denne version kom jeg 200 g hakket mørk chokolade og 200 g revet marcipan i.

Vend alle ingredienserne forsigtigt sammen. Kom isen i forme eller beholdere og sæt det straks i fryseren. Det er ikke nødvendigt at røre i isen under nedkølingen.

Lav isen mindst en dag før du skal bruge den, så den er helt frossen. Når den skal serveres, skal den stå nogle minutter, før man kan skære i den.

Rigtig god fornøjelse!