Restehækling = makeup-pung

Jeg har eksperimenteret med garner her på det sidste, eftersom jeg har en del rester liggende i forskellige farver og tykkelser. Denne makeup-pung er hæklet i en tråd bomuldsgarn og en tråd silk mohair på hæklenål 3,5 – og især mohairen giver en rigtig fin effekt, synes jeg.

Jeg har hæklet ud fra opskriften på pung til sygrejet, som jeg lavede til min mor for længe siden. Den er dog lidt større, da både garn og hæklenål er tykkere.
Denne her måler 21×9 cm.

Og ja, jeg har testet den af på ferien – perfekt til makeup-grejet på farten 😉

Boblepung i uld

Det glæder mig, at så mange har fundet min opskrift på min hæklede pung med bobler og eksperimenteret med størrelse og garntyper.

Jeg har også selv hæklet nogle stykker efterhånden, forbi den er så simpel at hækle og et nemt projekt til en biltur eller til foran fjernsynet. Vi har haft nogle dage i sommerhus med afslapning, og der var hækletøjet også med 😉

Denne her version er lidt større end den oprindelige og hæklet i ren uld på nål 3,5.
Som jeg har skrevet i den oprindelige opskrift, kan man jo netop selv bestemme antallet af luftmasker, som hækles i starten og afprøve forskellige garntyper, men her får I lige opskriften på denne version.

Hækleopskrift
Mål: 13,5×22 cm.
Garntype: 2 nøgler Melbourne WOOL yarn fra cchobby.dk, petrol (Alternativ: Grønhøj PERU WOOL)
Nål: 3,5 mm
Lynlås: 25 cm

lm = luftmaske
fm = fastmasker
bm = boblemasker (jeg hækler 4 halve stangmasker i 1 fm)
km = kædemaske

Start: 36+1 lm
1. omg.: Hækl 2 fm i nr. 2 lm fra nålen. Hækl 1 fm i hver lm. Hækl rundt om lm-rækken ved hækle 3 fm i sidste lm. Hækl 1 fm i hver lm (fra den anden side). 74 fm.
2. omg.: Øg med 3 fm i hver ende af arbejdet ved at hækle 2 fm i 1 fm 3 gange. 80 fm.
3. omg.: Øg med 2 fm i hver ende af arbejdet ved at hækle 2 fm i 1 fm 2 gange. 84 fm.
4. omg.: Som omg. 3. 88 fm.
5. omg.: 1 fm i hver fm. 88 fm.
6. omg.: 1 bm i næste fm. 1 fm i næste fm. Fortsæt således hele omgangen rundt. 88 fm.
7. omg.: Som omg. 5. 88 fm.

På de næste lige omgange hækles skiftevis 1 boblemaske (bm) og 1 fastmaske (fm).
På de ulige omgange hækles fm.

I alt hækles 11 rækker med boblemasker.

27.-29. omg.: 1 fm i hver fm. 88 fm. Afslut med 4 km.
Sy lynlås i og evt. foer i.

God sommerhæklelyst!

©2018 Maren // Husbestyrerinden
husbehou.dk
All rights reserved.
Opskriften er kun til privat brug.

#boblepung
#hækletboblepung
#husbehoudk

Sol, sommer og en hæklet bi (DIY)

Sommeren er over os, og hvor er det skønt! Her nydes vejret i fulde drag, og vi glæder os over, at det er i år, der skal holdes ferie i Danmark. Jeg har for flere år siden hæklet denne lille bi til børnenes dagplejemor, da hendes dagpleje hedder Brumbassen. Dengang fik jeg ikke lagt opskriften på bloggen, men her kommer den så. Netop fordi hun har fået flere bier til børnene, som de kan kigge på, når de ligger på puslebordet 🙂

Bien er ca. 6 cm lang og 4 cm høj og er perfekt til en uro.

Du skal bruge
Hæklenål  2,5 mm
2 farver bomuldsgarn fx fra Søstrene Grene, sort og gul
Hvidt filt til vinger
Vatfyld
Tråd fx broderigarn, lyseblå og sort
2 små sorte perler til øjne
Stoppenål
Synål

Først hækles kroppen. Dernæst syes vinger og øjne på. Til sidst sættes en tråd i, så de kan hænge.

Arbejdet starter fra biens hoved med farven gul. Der hækles rundt. Jeg plejer at bruge en markør til at sætte i den første fm for at markere, hvor langt jeg er kommet på den gældende omgang. Dermed kan jeg se, hvornår jeg har hæklet hele vejen rundt.

Start:
Hækl 2 lm med farven gul.

1. omg.: Hækl 8 fm rundt i første lm (8 fm).
2. omg.: Hækl 2 fm i hver fm (16 fm).
3. omg.: Hækl 1 fm i næste fm, 2 fm i næste fm. Fortsæt således hele omgangen rundt (24 fm).
4. omg.: Hækl 1 fm i de næste 2 fm, 2 fm i næste fm. Fortsæt således hele omgangen (32 fm).
5.-6. omg.: Hækl 1 fm i hver fm (32 m).
7. omg.: Skift til sort. Hækl 1 fm i hver fm (32 fm).
8.-9. omg.: Hækl 1 fm i hver fm (32 fm).
10. omg.: Skift til gul. Hækl 1 fm i hver fm (32 fm).
11.-12. omg.: Hækl 1 fm i hver fm (32 fm).
13. omg.: Skift til sort. Hækl 1 fm i hver fm (32 fm).
14. omg.: Hækl 1 fm i hver fm (32 fm).
15. omg.: Hækl 1 fm i de næste 2 fm. Hækl 2 fm sammen. Forsæt således (24 fm).
16. omg.: Skift til gul. Hækl 1 fm i hver fm (24 fm).
17. omg.: Hækl 1 fm i næste fm. Hækl 2 fm sammen. Forsæt således hele omgangen (16 fm).
18. omg.: Hækl 1 fm i hver fm (16 fm).
19. omg.: Skift til sort. Hækl 1 fm i hver fm (16 fm).
20. omg.: Hækl 2 fm sammen. Fortsæt således hele omgangen (8 fm).
21. omg.: Hækl 2 fm sammen. Fortsæt således hele omgangen (4 fm).

Træk tråden igennem den sidste fm og hæft ender.

Nu skal vingerne klippes og syes på. Der klippes til to små aflange halvcirkler.

Brug den lyseblå tråd til at sy vingerne fast med.

Dernæst syes øjne på. Her har brugt to sorte grønlænderperler, men man kan også sy øjnene bare med sort tyk tråd.

Sæt en snor i, så den kan hænge 🙂
Rigtig god sommer og god hæklelyst derude!

Knækbrød uden olie og hvedemel

De her knækbrød er blevet et musthave her i huset! Børnene elsker dem! Da jeg var barn, kunne jeg faktisk slet ikke lide knækbrød, men det har heldigvis ændret sig! Jeg har bagt knækbrød mange gange og har også lagt en opskrift op tidligere på knækbrød. Men efterhånden blev jeg træt af oliesmagen i dem, så derfor har jeg eksperimenteret mig frem til denne opskrift helt uden olie og hvedemel. Jeg har allerede bagt dem mange gange, for de holder ikke ret længe her i huset – og det må jo være et godt tegn!

Opskriften giver til to plader.

Du skal bruge:
3 dl havregryn
5 dl blandede frø – jeg plejer at bruge 1 dl sesamfrø, 1 dl græskarkerner, 1,5 dl solsikkekerner og 1,5 dl hørfrø
1,5 tsk groft salt – evt. kryddersalt
3 tsk psylliumskaller/HUSK (kan udelades)
1 tsk bagepulver
2 dl mel – jeg plejer at bruge en blanding af grahamsmel, rugmel eller speltmel
4 dl vand

Mærk om konsistensen er passende i forhold til, om du kan rulle den ud mellem to stykker bagepapir. Valg af mel kan godt ændre lidt på konsistensen. Hvis den er tynd, så kom lidt mere mel eller havregryn i.

Del massen i to, så der er til to plader. Rul massen ud mellem to stykker bagepapir.
Anvend derefter et pizzahjul til at skære dejen ud i passende stykker. På den måde er de nemmere at knække fra hinanden i lige stykker bagefter.

Bag knækbrødene i ovnen ved 150-170 grader varmluft i ca. 1 time. Jeg plejer at bage pladerne samtidigt ved 150 grader varmluft, indtil de er tørre. Undervejs bytter jeg rundt på pladerne, for at de ikke skal blive mørke i hjørnerne. Hvis du har knap så meget tid, kan du også skrue op for temperaturen, men jeg synes det bedste resultat fås ved en lavere temperatur.

Knækbrødene kan fryses.

Rigtig god bagelyst!

DIY: Hæklet babyalarmholder

Da min søn var lille, syede jeg en lille pose med en seleclips til babyalarmen (denne her), som jeg brugte, når han sov i barnevognen. Jeg har brugt den rigtig meget – og også til min datter, da det var været perfekt lige at putte alarmen i. Men jeg har også måtte erfare, at tyllen efterhånden blev mere og mere hullet og til sidst gik i stykker… Så derfor har jeg længe tænkt på, at den måtte kunne hækles og på den måde være mere holdbar!

Jeg har selv brugt denne her siden sommer til min datter, når hun sover i barnevognen, og den fungerer perfekt! Det er mere robust og hæklede ‘net’ skal udgøre tyllen og gør, at lyden stadig opfanges i mikrofonen. Hvis du heller ikke kan undvære sådan en, er opskriften her 🙂

Mål
Bredde: 5,5 cm
Dybde: 3 cm
Højde: 10 cm

Du skal bruge
Hæklenål str. 3
Bomuldsgarn
Seleclips

Info
Først hækles bunden ved at hækle frem og tilbage. Efterfølgende hækles rundt. Hver omgang startes med en luftmaske og afsluttes med en kædemaske.

Forkortelser
lm = luftmaske
vm = vendemaske (luftmaske til at vende med)
fm = fastmaske
stgm = stangmasker
km = kædemaske

Bund
Hækl 14 lm + 1 vm. Vend.
Hækl 14 fm. Vend med en luftmaske.
Hækl i alt 7 rækker fm.

Sider
Nu fortsættes arbejdet med at hækle rundt om bunden.
Start hver omgang med 1 lm og afslut med 1 km.
Hækl 1 omgang med fm. I alt 42 fm. (se tegning)

Nu startes på delen med at hækle selve ‘nettet’ (markeret med *-*) på den ene side af posen.
Hver omgang begyndes med at hækle 2 lm og afsluttes med 1 km.

1. omg.: Hækl 20 stgm, hækl net: *2 lm, spring 2 fm over, 1 stgm*
Gentag *-* 4 gange, 7 stgm. 42 m.

2. omg.: 19 stgm, hækl net (se ovenfor), 8 stgm. 42 m.

3. omg.: 18 stgm, hækl net, 9 stgm.

4. omg.: 17 stgm, hækl net, 10 stgm.

5. omg.: 16 stgm, hækl net, 11 stgm.

6. omg.: 15 stgm, hækl net, 12 stgm.

7. omg.: 14 stgm, hækl net, 13 stgm.

8. omg.: 13 stgm, hækl net, 14 stgm.

9. omg.: 12 stgm, hækl net, 15 stgm.

10. omg.: 11 stgm, hækl net, 16 stgm.

11. omg.: 10 stgm, hækl net, 17 stgm.

Nu måler arbejdet ca. 9 cm fra bunden.
Er din babyalarm større, kan du evt. hækle en omgang mere på.

12. omg.: Hækl 1 stgm i hver maske. 42 m. Ved nettet hækles *2 stgm om lm-ranken, 1 stgm*. Gentag *-* 4 gange.

Top/åbning
Alle omgange starter med 1 lm og afsluttes 1 km.

13. omg.: Hækl 1 fm, 2 fm sammen, 4 fm, 2 fm sammen, 33 fm. 40 m.

14. omg.: Hækl 2 fm sammen, 2 fm, 2 fm sammen, 34 fm. 38 m.

15. omg.: Hækl 2 fm sammen, 2 fm sammen, 34 fm. 36 fm.

Bryd garnet og hæft ender.

Seleclips
Start i 15. maske fra der hvor du sluttede arbejdet. Lav en maske på hæklenålen, stik igennem seleclipsen ned i fastmasken fra forsiden og hækl en fastmaske omkring seleclipsen. Gentag dette og hækl i alt 8 fm således. Bryd garnet og hæft alle ender grundigt.

God hæklelyst!

©2018 Maren // Husbestyrerinden
All rights reserved.
Opskriften er kun til privat brug.

Nul-kludder-holder til høretelefoner

De der høretelefoner bliver bare altid til et stort kluddermudder! Jeg har forsøgt mig med flere etuier for at holde styr på dem, men jeg har ikke rigtig fået dem brugt, da de ikke har fungeret optimalt. Jeg bruger mine høretelefoner meget – især når jeg kører bil. Derfor har jeg har dem gerne altid med mig, og så skal de bare være nemme at tilslutte. Hvem gider at spilde tiden på vikle ledninger fri fra hinanden!?

Men nu har jeg simpelthen fundet frem til det, der virker! En hæklet cirkel med 2 huller i til ledningen og så en knap til holde om ledningen. Den er blevet en fast del af mine høretelefoner, og det fungerer bare!

Og ja, selvom den er lille, bliver den ikke væk. Ledningen trækkes igennem de 2 huller, så den bliver siddende på, når høretelefonerne er i brug.

Du skal bruge
hæklenål nr. 3
bomuldsgarn
1 knap (ca. 13 cm i diameter)
stoppenål

Info
Der startes med at hækle en luftmaskerække, som der hækles rundt om.
Forkortelser:
lm = luftmaske
fm = fastmaske
4 fm = 1 fm i de næste 4 fm

Start:
Hækl 7 lm.

1. omg.:
Begynd i 2. lm fra nålen.
Hækl 2 fm i næste fm, 4 fm, 2 fm i sidste lm.
Vend ikke arbejdet, men fortsæt videre rundt om enden på luftmaskerækken.
Hækl 2 fm i næste fm (den du hæklede 2 fm i før), 4 fm, 2 fm i næste fm. (16)

2. omg.:
På denne omgang hækles de 2 huller til ledningen.
*2 fm i næste fm, 2 fm, 2 lm, spring over de næste 2 fm, 2 fm, 2 fm i de næste fm*
Gentag fra * til * 1 gang. (20)

3. omg.:
*1 fm, 2 fm i næste fm, 2 fm, 2 fm om lm-ranken, 2 fm, 2 fm i næste fm, 1 fm*
Gentag fra * til * 1 gang. (24)

4. omg.:
2 fm, 2 fm i næste fm, 7 fm, 2 fm i næste fm, 3 fm, 2 fm i næste fm, 7 fm, 2 fm i
næste fm. (28)

5. omg.:
Nu laves knaphullet.
Hækl 4 lm, spring over de næste 3 fm, 2 fm i næste fm, 9 fm, 2 fm i næste fm, 3 fm,
2 fm i næste fm, 9 fm, 2 fm i næste fm. (33)

6. omg.:
Hækl 5 fm om lm-ranken, 11 fm, 2 fm i næste fm, 5 fm, 2 fm i næste fm, 11 fm.
Afslut med at hækle 6 km og luk af.

Hæft ender. Brug evt. garnenden fra starten til at sy knappen i med på
indersiden/bagsiden af holderen (se billede øverst).

Hvis du ikke selv har mod på at hækle, laver jeg gerne disse på bestilling. Send mig da en mail med farveønsker 🙂

Hvis du lægger et billede på Instagram, så hashtag gerne med
#husbestyrerinden
#nulkludderholder

©2017 Maren Houl // husbehou.dk
All rights reserved.
Opskriften er kun til privat brug.
Du må hverken sælge opskriften eller sælge det, du hækler ud fra den.

Redesign: fra læderjakke til lædertaske

Jeg har været så heldig at komme på et kursus med Tamara, som syer læderjakker om til tasker. Det var så sjovt! Også et lidt stort projekt, da der er mange processer, men er så glad for min taske!

Først skal man finde den fede læderjakke i genbrugsbutikken. Her er det vigtigt, at læderet ikke er for stift og klistret, da symaskinen ellers ikke kan klare opgaven. Dernæst skal den sprættes op, så alt foeret er ude. Nu begynder det sjove: at designe sin taske og se på, hvad jakken lægger op til med hensyn til valg af størrelse, udseende og facon.

Vær opmærksom på at det kræver en særlig teflon-trykfod til symaskinen, for at læderet kan glide igennem maskinen. Det er også en god ide at bruge en denim-nål. Men har du lyst til at springe ud i det, vil jeg råde dig til at gå forbi Tamaras hjemmeside: Hverdagens bedrifter. Her er god inspiration og en DIY.

Hæklet etui til solbrillerne

Egentlig er jeg ikke så god til at bruge solbriller. Måske er det, fordi jeg ikke rigtig kan vænne mig til at have dem på, eller at jeg bare synes, jeg ser lidt mærkelig med briller på. Men disse solbriller er jeg faktisk ret glad for, og de sidder godt på næsen, dog det er et par forholdsvis billige solbriller. Derfor skal de også have et etui. Projektet har ligget længe, men nu blev jeg endelig færdig – også inden sommeren går helt på hæld.

Jeg er ret vild med basket weave-effekten og samtidig bliver etuiet kraftigt. Det kan selvfølgelig ikke holde til, at man sætter sig på det. Så knækker solbrillerne nok, men det kan beskytte mod mange ting nede i en dametaske 🙂

Opskrift
Bomuldsgarn
Hæklenål #3

Start: hækl 53 lm + 2 vm. Vend arbejdet.

1. række: Start i 2. lm fra nålen. Hækl 53 stgm.

2. række: Hækl 2 lm. Nu hækler du rundt om stgm foran eller bagom. Start i 2. stgm, da den første stgm er en kantmaske. Hækl nu skiftevis 4 stgm rundt om stangmasken foran og bagom. Afslut med 1 stgm modsat (kantmaske). Du kan evt. se denne video på youtube, som forklarer teknikken.

Fortsæt således.

Hækl 33 rækker eller til det er stort nok til at nå rundt om dine solbriller.

Fold det hæklede stykke på midten. Hækl sammen med fm ned langs siden, rundt om hjørnet og i bunden.

Nu skiftes til ny farve, og der hækles en kant med krebsemasker tilbage til åbningen.

Hæft alle ender.

Redesign – fra cowboybukser til taske

Jeg er vild med cowboybukser – både at have på, men også at sy i, når de er for udslidte. Det er et meget holdbart materiale og let at styre på symaskinen. Derfor er det også oplagt at brodere med symaskinen på cowboystof. Det rykker sig ligesom ingen steder.

Herhjemme bliver aflagte cowboybukser altså ikke smidt ud! De bedste af dem kommer selvfølgelig på genbrug, men de, som er så slidte, at de har fået huller her og der, bliver klippet og syet om. Det er derfor efterhånden blevet til en del tasker af cowboystof.

Da Mads skulle i dagpleje, syede jeg en taske til ham til overtøj mv. Her broderede jeg en støvle på, fordi det simpelthen er så sjovt at brodere på maskine! Jeg har et indre billede i hovedet, og så syer jeg bare derudad, og resultatet bliver for det meste tilfredsstillende 🙂

Derudover har jeg også syet en til mig selv. Den har foer i og en masse lommer indeni.

Nu har jeg også syet en til Kirstine, som også er tiltænkt til dagplejen. Den god stor og har 2 lommer udenpå.