Tag-arkiv: baby

Bløde trekanter

Min mor har strikket dette lækre babytæppe til lille K. Det er så lækkert, og vi bruger det rigtig meget – både i barnevognen, på legetæppet og i bilen. Mønstret er enkelt og simpelt, og det kan jeg virkelig godt lide. Opskriften kan du finde på bloggen Hvadbiertænker.

Tæppet har hun strikket i det blødeste Sandnesgarn.

Og ja, hun er allerede gået i gang med et mere, da hun synes Mads også skal have et 🙂

Siden sidst… 

… er der sket noget meget stort her på gården. Vi er blevet forældre igen og denne gang til en lille pige! Så skønt!

Vi kendte ikke kønnet på forhånd, så det var ekstra spændende til sidst! Så med en lille pige i huset nu er produktionen af små kjoler og lyserøde nørklerier rigtig gået i gang 🙂

Det er blandt andet blevet til denne lyserøde elefant. Jeg synes, denne model er så nuttet, så den måtte jeg bare hækle!

Opskriften på elefanten kan du finde hos Lityfa

Endnu en barselsgave

Med en masse veninder, som får babyer på stribe, skal der produceres barselsgaver! Min søn har selv været glad for de hæklede rangler, som han fik, da han var lille, så jeg håber, at denne falder i god jord hos andre små fingre…

Inspirationen til ranglen har jeg fået hos Aesthetics Living.

Ranglen har jeg hæklet ud i et på hæklenål nr. 3.
Som start har jeg hæklet 2 lm og hæklet 6 fm i den 1. lm. Til den mindste kugle har taget ud til 12 fm, hæklet 2 omgange med 12 fm og taget ind igen til 6 fm. Dernæst videre til næste kugle. Her har jeg skiftet farve og fortsat som før med udtagninger, indtil jeg er kommet til omgangen med 18 fm, hæklet 2 omgange med 18 fm og taget ind igen til 12 fm og dernæst 6 fm. Den næste kugle er på 24 fm og den største kugle (orange) er på 30 fm.

Kuglerne fyldes ud med vat undervejs og i den største lægges en bjælde. Den mørkeblå kugle er i den mindste størrelse, men hæklet en anelse mere aflang – dvs. der hækles 3 omgange med 12 fm, før der tages ind. Til sidst er der trukket en tråd igennem alle kuglerne.

Endnu en …

… pose til babyalarmen. Når bedsteforældrene nu har en barnevogn stående klar, til når barnebarnet kommer på besøg, skal der selvfølgelig også være en pose lige til at putte babyalarmen i. Så kan det jo ikke blive nemmere!

Jeg er ret vild med det grafiske mønster, og så er det virkelig praktisk, når man skal klippe lige linjer. Stoffet er fra Stof og Stil.

Mit første indlæg om babyalarmposen finder du her

Barselsgave

Forleden dag var jeg på barselsbesøg hos min kære veninde, som har fået den dejligste lille pige! I den anledning måtte jeg igang i mit nye syværelse…

Kjolen er syet ud fra et mønster i Alt Om Håndarbejdes Symagasin nr. 6/juni 2011.
Stoffet er fra Stof2000.

Jeg er altid ret spændt, hver gang jeg prøver en ny opskrift til babyer. Det er ikke altid til at vide, om den fungerer eller ej. Der er ligesom nogle vigtige krav om, at tøjet skal være let at få af og på og samtidig give god bevægelighed. Men hun prøvede kjolen med det samme, og den godkendte vi!

Til en pilfinger

For noget tid siden har jeg syet denne lille nuldre-cirkel til min søn, og den er virkelig faldet i god jord! Han synes, den er så spændende at pille i og at komme i munden. Jeg tror, det er de små stropper, og det knitrende cellofan, som er indeni, der imponerer.

Den består af to stykker bomuldslærred med en diameter på ca. 10 cm (inkl. sømrum).

Jeg har klippet et stykke cellofan (fra en gaveindpakning fra FONA til CD/DVDer) i samme størrelse og syet på bagsiden af den ene bomuldscirkel. Derudover har jeg klippet 11 små stropper, som jeg har foldet og syet på den anden bomuldscirkel.

Derefter har jeg lagt de to cirkler ret mod ret (stropperne gemt imellem de to cirkler og cellofanet på den ene side nedad mod maskinen). Jeg har ladet et lille stykke være åbent, så jeg har kunnet vende den. Dernæst har jeg presset kanterne med strygejernet og til sidst syet med stikkesting på maskinen rundt i kanten 3 gange for at holde på cellofan, stropper og gøre det lidt mere stiv.

Helt perfekt til en lille barnehånd og kløende gummer! Og PS. den kan vaskes!!

Tip til babyalarmen – igen!

Et forsinket godt nytår til jer alle!
Ja, jeg er her endnu! Dagene er bare fløjet af sted, så jeg har slet ikke haft tid til at blogge. Nå, men her kommer min nye opfindelse, som jeg bruger hver eneste dag, når sønnen skal puttes i barnevognen…

Hvor lægger man lige babyalarmen i barnevognen? Man vil jo nødig lægge den lige op af barnets hoved, og lægger man den på dækkenet, er der fare for, at alarmen falder ned, eller det regner på den. Jeg satte hovedet i blød og kom frem til denne lille pose…

Det er jo vigtigt, at baby-uniten kan betjenes og ses, mens den ligger i posen. Samtidig skal den jo også kunne opfange lyde (vigtigst af alt!), så derfor er forsiden af posen hvidt tyllstof. Bagsiden er almindelig bomuldslærred og i toppen er påsyet en seleclips, så den kan sættes fast i kanten på barnevognskalechen.

For mig virker den, som den skal! Det er nemt lige at putte baby-uniten i posen, når det er sovetid, og den opfanger lydene, som den skal, selv om den ligger i posen.

Posen måler ca. 13×8 cm. Den passer til en Neonate Babyalarm.

Hvor er du, babyalarm?

sender + modtager = babyalarm

Det vil sige to ting, som ikke gerne skulle blive væk fra hinanden. Indtil nu er de blevet proppet ned i den store taske med alle babytingene eller lagt i kravlegården sammen med alt det andet. Til tider er det muligt at finde den ene, men umuligt at finde den anden. Derfor måtte de få deres egen pose i håbet om, at de vil blive mere forenelige…

Walkie talkierne er broderet på med symaskinen i fri hånd med neonfarvet sytråd.

Snoren har jeg selv lavet ved at flette med 4 stykker bomuldsgarn – også kaldet ridepiskfletning. Posen måler ca. 17 x 16 cm.

Udsigt til stjerner

Her kommer lige en barnevognskæde mere… Denne version er med bindebånd og kan således monteres flere steder.

Jeg er vild med faconen på disse stjerner! Jeg kan godt lide deres buttede form og deres bløde, runde spidser. Egentlig hører de sig måske julen til, men jeg synes nu, at de er blevet ret søde i de farverige stoffer – og slet ikke juleagtige.

Mønstret er uden sømrum.

Jeg har flettet en snor i beigefarvet bomuldsgarn med teknikken ridepiskfletning, hvor man strikker med 4 snore. Jeg har syet stjernerne på snoren/fletningen med ca. 11 cm mellemrum.

Så er der lidt mere at kigge på fra barnevognen eller autostolen – og hvis en lille nysgerrig hånd skulle få fat i dem, klarer de også det…

Et tæppe til sutten

Der findes så mange fine sutteklude og sansepuder til babyer. Små tæpper der fungerer som krammebamser til hyggestunder. Da jeg faldt over noget blødt stof i min mors skab, fik jeg lyst til at lave min egen version. Så må vi se, om den kommer til at fungere efter hensigten…

En vigtig funktion synes jeg er, at sutten kan sættes fast på tæppet. Derudover kan jeg godt lide små knuder i hjørnerne, da de giver en god afslutning på kvadratets hjørner og samtidig må de være gode at nuldre med.

Zebraen har jeg applikeret på. På bagsiden har jeg broderet i hånden.

Kvadratets størrelse er ca. 22×22 cm (ekskl. sømrum). Stofknuderne i hjørnerne er lavet af små pølser med en længde på ca. 12 cm (inkl. sømrum). Båndet til sutten i øverste venstre hjørne er syet af et smalt stykke stof, hvorefter en lille tryklåsknap er påsat.