Kategoriarkiv: Syning

Redesign: fra læderjakke til lædertaske

Jeg har været så heldig at komme på et kursus med Tamara, som syer læderjakker om til tasker. Det var så sjovt! Også et lidt stort projekt, da der er mange processer, men er så glad for min taske!

Først skal man finde den fede læderjakke i genbrugsbutikken. Her er det vigtigt, at læderet ikke er for stift og klistret, da symaskinen ellers ikke kan klare opgaven. Dernæst skal den sprættes op, så alt foeret er ude. Nu begynder det sjove: at designe sin taske og se på, hvad jakken lægger op til med hensyn til valg af størrelse, udseende og facon.

Vær opmærksom på at det kræver en særlig teflon-trykfod til symaskinen, for at læderet kan glide igennem maskinen. Det er også en god ide at bruge en denim-nål. Men har du lyst til at springe ud i det, vil jeg råde dig til at gå forbi Tamaras hjemmeside: Hverdagens bedrifter. Her er god inspiration og en DIY.

Redesign – fra cowboybukser til taske

Jeg er vild med cowboybukser – både at have på, men også at sy i, når de er for udslidte. Det er et meget holdbart materiale og let at styre på symaskinen. Derfor er det også oplagt at brodere med symaskinen på cowboystof. Det rykker sig ligesom ingen steder.

Herhjemme bliver aflagte cowboybukser altså ikke smidt ud! De bedste af dem kommer selvfølgelig på genbrug, men de, som er så slidte, at de har fået huller her og der, bliver klippet og syet om. Det er derfor efterhånden blevet til en del tasker af cowboystof.

Da Mads skulle i dagpleje, syede jeg en taske til ham til overtøj mv. Her broderede jeg en støvle på, fordi det simpelthen er så sjovt at brodere på maskine! Jeg har et indre billede i hovedet, og så syer jeg bare derudad, og resultatet bliver for det meste tilfredsstillende 🙂

Derudover har jeg også syet en til mig selv. Den har foer i og en masse lommer indeni.

Nu har jeg også syet en til Kirstine, som også er tiltænkt til dagplejen. Den god stor og har 2 lommer udenpå.

Styr på garnnøglerne!

Jeg er så glad for min hjemmesyet taske til garnnøglerne. Nu er det slut med, at de triller ned på gulvet og bliver snavset til. Og så kan den nemt være i en taske, hvis man skal et sted hen, hvor man lige kan hækle eller strikke lidt! Så smart!

Jeg har valgt at sy tasken i 2 lag stof. Her har jeg brugt cowboystof som foer for at gøre tasken mere stiv. Jeg er startet med at klippe alle delene ud og efterfølgende applikeret dem sammen diagonalt og i kanten, så jeg har kunnet styre det, når jeg har syet delene sammen.

Mål (inkl. sømrum)

Bund (yderstof + foer/cowboystof):
En cirkel med en diameter på 18 cm og en omkreds på 56,5 cm.

Side (yderstof + foer/cowboystof):
Et rektanglet stykke stof med en højde på 23 cm og en længde på 56,5 cm.

Topstykke/låg/åbning (kun yderstof):
Et rektangulært stykke stof med en bredde på 12 cm og en længde på 56,5 cm.
3 cm (i bredden) bukkes om til en løbegang.

Strop (kun yderstof):
40 x 7 cm

Derudover skal du bruge et stykke bomuldssnøre, en snorstopper og skråbånd.

1. Sy sidestykket sammen på den korte led. Pres syningen med strygejernet og stik med stikkesting på hver side af syningen.
2. Sæt bundstykket på sidestykket med nåle. Sy bundstykket på. Pres syningen med strygejernet.
3. Sy stoffet til stroppen sammen på den lange led og vend retsiden ud. Fold enderne rundt, så de er skjulte og sy stroppen på tasken.
4. Lav en løbegang på topstykket ved at bukke 3 cm om. Sy stykket sammen på det korte stykke. Husk åbning til snøre. Sæt topstykket fast med nåle i toppen af tasken vrang mod vrang og sy det fast. Sæt efterfølgende skråbånd på.
5. Til sidst trækkes snøren igennem løbegangen og snorstopperen sættes på.

Så er du klar! God fornøjelse!

En gave til en storebror

Hvad er det lige, man giver i gave til en kommende storebror? Nu når man også gerne vil give noget hjemmelavet. Jeg kan hæklet bamser til storesøstre, som er faldet i rigtig god jord, men hvad er det lige storebror skal have!?

Det var her, jeg kom i tanke om risposer eller ærteposer. Nu har jeg fået syet nogle, og jeg synes, de er blevet ret fine. Så er jeg spændt på, om de kan bruges…

Jeg har broderet bogstaver på med symaskinen. Jeg synes, det er så sjovt at sy ‘ud i det fri’ uden af skulle følge nogen kant eller linje. Og det neongule sytråd giver en ret god effekt!

Risposen måler 10×10 cm.

Jeg klippede kvadrater på 11×11 cm. Derefter syede jeg bogstaverne på i fri hånd på maskinen med forskellig farve sytråd. Dernæst syede jeg kvadraterne sammen næsten hele vejen rundt med en kort stinglængde og zig-zagede efterfølgende.

Jeg kom ca. 50 g grødris i hver pose.

Endnu en …

… pose til babyalarmen. Når bedsteforældrene nu har en barnevogn stående klar, til når barnebarnet kommer på besøg, skal der selvfølgelig også være en pose lige til at putte babyalarmen i. Så kan det jo ikke blive nemmere!

Jeg er ret vild med det grafiske mønster, og så er det virkelig praktisk, når man skal klippe lige linjer. Stoffet er fra Stof og Stil.

Mit første indlæg om babyalarmposen finder du her

Barselsgave

Forleden dag var jeg på barselsbesøg hos min kære veninde, som har fået den dejligste lille pige! I den anledning måtte jeg igang i mit nye syværelse…

Kjolen er syet ud fra et mønster i Alt Om Håndarbejdes Symagasin nr. 6/juni 2011.
Stoffet er fra Stof2000.

Jeg er altid ret spændt, hver gang jeg prøver en ny opskrift til babyer. Det er ikke altid til at vide, om den fungerer eller ej. Der er ligesom nogle vigtige krav om, at tøjet skal være let at få af og på og samtidig give god bevægelighed. Men hun prøvede kjolen med det samme, og den godkendte vi!

Mit livs kjole

Dette er og bliver mit livs kjole! Derfor synes jeg også, den skal have et indlæg for sig selv. Jeg bliver så glad, hver gang jeg ser den! Den rummer oceaner af minder fra en uforglemmelig dag…

Opskriften er fra Burda nr. 03/2008

Jeg er bare vild med ryggen. De små perlemorsknapper, synes jeg, passer så fint til blondestoffet. Ifølge mønstret er ryggen åben, men det var ikke lige mig, så derfor ændrede vi den til dette, hvilket jeg blev så glad for.

Skulle det blive koldt i løbet af aftenen, havde jeg syet denne jakke til. Den er fra samme Burda-magasin og også under bryllupstemaet.

Lige nu går jeg og grubler over, om jeg skal sy den om, så jeg kan bruge den til andre festlige lejligheder. Det vil jo være trist, hvis den bare skulle hænge og samle støv i skabet. Men nu må vi se, om jeg kan nænne det…

Fra plastikpose til penalhus

Selv om vi er i en tid med computere og tablets, kan de gode gamle skriveredskaber som blyanter og kuglepenne altså ikke undværes! Som lærer er penalhuset en fast del af tasken, og nu synes jeg ligesom, at jeg trænger til at skifte det kedelige sorte penalhus ud med et nyt og farverigt penalhus.

Quiltningen med plastik er inspireret fra Sofie Meedoms bog Små Tasker.

Jeg har på det sidste gået og samlet på forskellige stykker plastik. Det kan være poser fra nyindkøbte varer – f.eks. tøj købt på nettet. Her er tingene for det meste indpakket i tynde plastikposer med skrift.

Du skal bruge:
Et stykke plastik fra en plastikpose – helst med trykt tekst eller ikoner
Bomuldslærred med målene 25 x 25 cm
Foer – vateret stof eller et stykke kraftigt filt (mål: 25 x 25 cm)
Lynlås – gerne længere end 25 cm
Sytråd i en pangfarve
Skråbånd

Læg alle delene sammen og saml dem med nåle eller kraftige klemmer i kanterne, så der er styr på plastik og stof. Vælg en fin farve tråd. Jeg valgte at sy med en neon tråd for at pifte stoffet lidt op.

Der kan i princippet syes i alle retninger og på kryds og tværs. Jeg valgte at sy vandret og på skrå.

Sy lynlåsen på i den ene ende. Lyn lynlåsen op og sy den på samme vis på i den anden ende af stoffet.

Det er en god idé med en lang lynlås. Dermed kan man selv passe den til, når den er syet på.

På vrangsiden klippes lynlåsen til, og der syes skråbånd på i enderne.

Vend retsiden ud.

Og til sidst et bånd (eller en perle) på lynlåstappen…

Til en pilfinger

For noget tid siden har jeg syet denne lille nuldre-cirkel til min søn, og den er virkelig faldet i god jord! Han synes, den er så spændende at pille i og at komme i munden. Jeg tror, det er de små stropper, og det knitrende cellofan, som er indeni, der imponerer.

Den består af to stykker bomuldslærred med en diameter på ca. 10 cm (inkl. sømrum).

Jeg har klippet et stykke cellofan (fra en gaveindpakning fra FONA til CD/DVDer) i samme størrelse og syet på bagsiden af den ene bomuldscirkel. Derudover har jeg klippet 11 små stropper, som jeg har foldet og syet på den anden bomuldscirkel.

Derefter har jeg lagt de to cirkler ret mod ret (stropperne gemt imellem de to cirkler og cellofanet på den ene side nedad mod maskinen). Jeg har ladet et lille stykke være åbent, så jeg har kunnet vende den. Dernæst har jeg presset kanterne med strygejernet og til sidst syet med stikkesting på maskinen rundt i kanten 3 gange for at holde på cellofan, stropper og gøre det lidt mere stiv.

Helt perfekt til en lille barnehånd og kløende gummer! Og PS. den kan vaskes!!

Hvilken knap?

Jeg har været så heldig at få fingrene i Sofie Meedoms bog Små Tasker. En virkelig fin bog med masser af ideer til at komme i gang med at sy punge, toilettasker, bæltetakser – ja, bare tasker! Jeg sprang ud i et etui til min mobil.

Stoffet og elastikken er fra Stof og Stil, og foeret er rest vatteret bomuldslærred, som dukkede op i mine gemmer.

Men hvilken knap skal jeg nu sy på?

Jeg endte med at vælge den lyse læderknap. Den passer lige til min pung!