En dejlig søndag

Så er lille Kirstine blevet døbt og hvilken dejlig dag! Endnu engang havde vi pyntet op i stalden med blomster og lys. Så dejligt at familie og venner træder til og hjælper, når der skal være fest. Min mor og mormor var kommet med blomster fra deres egne haver, og godt nok er jeg kreativ, men synes ikke lige blomster er min spidskompetence… Det er de til gengæld eksperter i – se bare!

På kaffebordet var blandt andet denne meget lækre sommerlige kage fra Mum22boys med frisk frugt på toppen. Og som hun også skriver, er den et hit!

Dåbskjolen har været i familien i mange år, og den har de fineste blonder og broderier. Min oldemor stod for at brodere alle navnene på kjolen på de børn, som blev døbt i den. Senere hen overtog min mormors søster, men derefter var der ingen til at overtage. De har derfor spurgt mig, om jeg vil! Jeg har ikke broderet ret meget, men jeg blev alligevel meget beæret over at blive spurgt og samtidig lidt angst for ikke at kunne levere varen. Mine forgængere har trods alt været noget mere erfarne i at brodere!

Jeg har nu broderet Mads’ navn på, og jeg er faktisk blevet ret godt tilfreds. Det er resten af familien heldigvis også, så nu skal jeg i gang med de næste navne 🙂

Siden sidst… 

… er der sket noget meget stort her på gården. Vi er blevet forældre igen og denne gang til en lille pige! Så skønt!

Vi kendte ikke kønnet på forhånd, så det var ekstra spændende til sidst! Så med en lille pige i huset nu er produktionen af små kjoler og lyserøde nørklerier rigtig gået i gang 🙂

Det er blandt andet blevet til denne lyserøde elefant. Jeg synes, denne model er så nuttet, så den måtte jeg bare hækle!

Opskriften på elefanten kan du finde hos Lityfa

Hæklet pung til sygrejet

Min mor strikker rigtig meget, og det nyder både store og små godt af i familien. Her i maj har hun fødselsdag, og så er det jo også mors dag. I den anledning syntes jeg, hun skulle have en lille hjemmelavet ting den anden vej. Hun ønskede sig en lille spids saks til sykurven, så hvad var ikke mere oplagt end en lille pung til at holde styr på alt sygrejet – saks, stoppenåle, målebånd mm.

Det blev til denne lille boble-pung. En version af den tidligere lille pung med boblemasker, som jeg har lavet. Denne her måler ca. 20×8 cm.

Opskrift

Hæklenål nr. 3
3 farver bomuldsgarn
Lynlås minimum 18 cm

Start med at hækle 40 lm + 1 lm til at vende med. Dvs. 41 lm i alt.

1. omg.: Begynd med at hækle 2 fm i 2. lm fra nålen. Fortsæt med at hækle 1 fm i hver lm til sidste lm. I sidste lm hækles 2 fm. Nu hækles der rundt ved at hækle 2 fm i samme lm som før (den du lige hæklede 2 fm i). Hækl 1 fm i hver lm til du kommer til den sidste lm (der hvor du startede omgangen med at hækle 2 fm i 2. lm fra nålen). Afslut omgangen med at hækle 2 fm i denne lm. I alt 84 fm.

2. omg.: Tag ud på samme måde som på 1. omg. I alt 88 fm.

3. omg.: Tag ud på samme måde som på 1. og 2. omg. I alt 92 fm.

4.-6. omg.: 1 fm i hver fm.

7. omg.: 1 bm (boblemaske), 1 fm. Fortsæt således hele omgangen rundt.
8. omg.: 1 fm i hver maske.
9. omg.: 1 bm, 1 fm. Fortsæt således hele omgangen rundt.
10. omg.: 1 fm i hver maske.
11. omg.: 1 bm, 1 fm. Fortsæt således hele omgangen rundt.
12. omg.: 1 fm i hver maske.

Skift farve.

13. omg.: 1 bm, 1 fm. Fortsæt således hele omgangen rundt.

Skift farve.

14. omg.: 1 fm i hver maske.
15. omg.: 1 bm, 1 fm. Fortsæt således hele omgangen rundt.

16. omg.: 1 fm i hver maske.
17. omg.: 1 bm, 1 fm. Fortsæt således hele omgangen rundt.
18.-21. omg.: 1 fm i hver maske.

Afslut med 1 km (kædemaske). Hæft alle ender.
Til sidst syes lynlåsen i med sytråd.

©2018 Maren Houl // husbehou.dk
All rights reserved.
Opskriften er kun til privat brug.
Du må hverken sælge opskriften eller sælge det, du hækler ud fra den.

Mors hjemmelavede flødeis

Denne is er og bliver et hit i vores familie. Nok fordi den er med rigtig fløde og virkelig nem at lave. Desuden kan den varieres med utallige smage!

Min mor har opskriften fra kogekonen Lis fra Dørken, som lavede maden til min barnedåb og selv samme opskrift blev brugt til mit bryllup! Så noget kan den!

Grundopskrift
4 hele æg (evt. pastauriserede)
1 kop sukker (1 1/2 dl)
1 liter fløde

Giver ca. 4 liter is.

Forslag til variationer:

  • vaniljesukker
  • hakket chokolade – hvid, lys, mørk
  • revet marcipan
  • hakkede Daimstykker
  • hakkede nødder – valnødder, hasselnødder
  • bær – jordbær

Pisk æggene og sukkeret sammen til det er lyst og luftigt.
Pisk efterfølgende fløden stiv.

I denne version kom jeg 200 g hakket mørk chokolade og 200 g revet marcipan i.

Vend alle ingredienserne forsigtigt sammen. Kom isen i forme eller beholdere og sæt det straks i fryseren. Det er ikke nødvendigt at røre i isen under nedkølingen.

Lav isen mindst en dag før du skal bruge den, så den er helt frossen. Når den skal serveres, skal den stå nogle minutter, før man kan skære i den.

Rigtig god fornøjelse!

En gave til en storebror

Hvad er det lige, man giver i gave til en kommende storebror? Nu når man også gerne vil give noget hjemmelavet. Jeg kan hæklet bamser til storesøstre, som er faldet i rigtig god jord, men hvad er det lige storebror skal have!?

Det var her, jeg kom i tanke om risposer eller ærteposer. Nu har jeg fået syet nogle, og jeg synes, de er blevet ret fine. Så er jeg spændt på, om de kan bruges…

Jeg har broderet bogstaver på med symaskinen. Jeg synes, det er så sjovt at sy ‘ud i det fri’ uden af skulle følge nogen kant eller linje. Og det neongule sytråd giver en ret god effekt!

Risposen måler 10×10 cm.

Jeg klippede kvadrater på 11×11 cm. Derefter syede jeg bogstaverne på i fri hånd på maskinen med forskellig farve sytråd. Dernæst syede jeg kvadraterne sammen næsten hele vejen rundt med en kort stinglængde og zig-zagede efterfølgende.

Jeg kom ca. 50 g grødris i hver pose.

Porretærte med speltmel

Som I kan læse på min blog, betyder kosten en hel del for mig. Jeg har oplevet, at blodtypekost gør en stor forskel for mig og min velvære.

Jeg har blodtypen a og skal derfor primært spise vegetarisk. Da jeg begyndte at nærstudere blodtypekosten, dukkede der mange ting op på listen, man skal undgå, som jeg i forvejen ikke brød mig om. Forunderligt og skønt!

Har du samme blodtype som jeg, vil jeg gerne slå et slag for hjemmesiden Blodtype A Opskrifter. Opskriften på porretærten finder du her. Bunden er med speltmel og er virkelig sprød og lækker. Jeg forbagte min i ovnen ved 175 grader varmluft, inden jeg kom fyldet på.

Vi havde ingen broccoli, men jeg brugte i stedet blomkål, som jeg kogte sammen med porrerne. Mandelmælken erstattede jeg med sojamælk og til sidst kom jeg fetaost på toppen.

Karklud – i 100% bomuld!

For nogle uger siden sendte de en udsendelse i fjernsynet om plastik i tekstiler, herunder i de klassiske karklude. Det fik mig til at strikke karklude i det rene bomuld – helt uden plastik!

Opskriften kan du finde hos Kvalitid.
Der er virkelig mange flotte mønstre og udvalget af farver er jo også stort, så det er bare at komme i gang!

Jeg lavet min version en lille smule større og slået 57 masker op. De to ekstra masker skyldes, at jeg har valgt at strikke 1 kantmaske i starten og slutningen af hver række. Jeg ønskede nemlig at hækle en kant med krebsemasker på min karklud til sidst. Jeg har i alt strikket 5×15 rækker.

Karkluden måler ca. 21×21 cm.

Endnu en barselsgave

Med en masse veninder, som får babyer på stribe, skal der produceres barselsgaver! Min søn har selv været glad for de hæklede rangler, som han fik, da han var lille, så jeg håber, at denne falder i god jord hos andre små fingre…

Inspirationen til ranglen har jeg fået hos Aesthetics Living.

Ranglen har jeg hæklet ud i et på hæklenål nr. 3.
Som start har jeg hæklet 2 lm og hæklet 6 fm i den 1. lm. Til den mindste kugle har taget ud til 12 fm, hæklet 2 omgange med 12 fm og taget ind igen til 6 fm. Dernæst videre til næste kugle. Her har jeg skiftet farve og fortsat som før med udtagninger, indtil jeg er kommet til omgangen med 18 fm, hæklet 2 omgange med 18 fm og taget ind igen til 12 fm og dernæst 6 fm. Den næste kugle er på 24 fm og den største kugle (orange) er på 30 fm.

Kuglerne fyldes ud med vat undervejs og i den største lægges en bjælde. Den mørkeblå kugle er i den mindste størrelse, men hæklet en anelse mere aflang – dvs. der hækles 3 omgange med 12 fm, før der tages ind. Til sidst er der trukket en tråd igennem alle kuglerne.

Lige en mere…

Så skulle det prøves – med broderi på noget hæklet. Det er altså ret sjovt! Det er bestemt ikke sidste gang, jeg har eksperimenteret med det!

Jeg har hæklet mobiletuiet med mørkegrå bomuldsgarn på hæklenål nr. 3 og sluttet af med krebsemaskerækken i en støvet grøn farve. Inspirationen til det broderede mønster har jeg hentet på Pinterest. Jeg har hæklet med almindelig broderigarn i en lyserød farve.

Grundopskriften til etuiet finder du her

Hæklet mobiletui

Det er ikke altid, jeg har cover på min smartphone. Jeg synes faktisk, det er lidt synd at pakke den ind, men jeg må da indrømme, at coveret har reddet mig nogle gange, hvor den er faldet på gulvet.

Jeg har efterhånden et par tasker til mobilen og bruger dem også på skift. Jeg har dog tænkt på, at den næste taske skulle vende på den lange led. På den måde kan mobilen være nemmere at få frem, når den ringer. Jeg har eksperimenteret lidt og er kommet frem til dette etui. Den sidder tilpas stramt, uden at smartphonen falder ud, og samtidig er den ikke bøvlet at tage ud.

Mobiletuiet måler ca. 13,5 cm i bredden og ca. 7 cm i højden.

Grundopskrift
Hæklenål nr. 3
Bomuldsgarn

Start:
Hækl 28 luftmasker + 1 vendemaske. I alt 29 lm.

1. omgang:
Vend arbejdet og hækl 1 fastmaske i hver lm. Ved enden af lm-rækken hækles rundt om enden, samtidig med at der tages ud. Dvs. Hækl 2 fm i sidste lm og 2 fm i første lm (den samme luftmaske). Nu hækles der på den anden side af lm-rækken. Afslut med 3 fm i sidste lm. I alt 60 fm.

2. omgang:
På næste omgang tages 4 fm ud. Dvs. der hækles 2 fm i 1 fm 2 gange i hver ende af arbejdet. I alt 64 fm.

Vil du have udtagningen uddybet, kan du klikke dig ind under et tidligere blogindlæg om en hæklet suttesnor. Her beskriver jeg udtagningen mere grundigt og med billeder (se under 2. omgang i blogindlægget).

3. omgang:
Gør som på 2. omgang. I alt 68 fm.

4. omgang og frem til hele arbejdet måler ca. 7 cm eller passer din mobil:
Hækl 1 fm i hver fm. I alt 68 fm.
Afslut sidste fm-række med 1 kædemaske.

Sidste omgang:
Hækl 1 række krebsemasker som slutning.

Dette er som sagt en grundopskrift. I denne version har jeg hæklet 3 rækker med boblemasker imellem fastmaske-rækkerne. Jeg er vild med krebsemasker og den fine afslutning på arbejdet, som de giver. Samtidig er de med til at stabilisere åbningen på etuiet og holde fast på mobilen. Så ja, jeg kan vist godt afsløre, at der allerede er en version mere på vej med et lidt andet udtryk… 🙂